Skip to main content

Facility Management-teamet på et belgisk hospital har reduceret madspild med over 20%

I en tid, hvor den grønne omstilling er i stigende fokus, kan det være træls som facility manager at skulle stå på mål for bygningernes tårnhøje energiforbrug og det ressourcespild, der ofte hænger uløseligt sammen med at drifte en arbejdsplads.
Vi kan selvfølgelig altid minde os selv om, at det ikke er os, der er skyld i, at vores bygninger ikke er så energieffektive, som de kunne være, og at det ikke er virksomheder, der står for størstedelen af det samlede madspild.

Men det betyder ikke, at vi som FM-professionelle kan læne os tilbage og lade andre om arbejdet. Særligt ikke når vi står i en stærk position til at påvirke både den grønne omstilling og vores virksomheders CSR-rapportering på en positiv måde.

Det har facility management-teamet hos det belgiske hospital az Sint-Blasius vist, efter de har formået at reducere deres madspild med over 20%.

Om az Sint-Blasius

az Sint-Blasius er et mellemstort hospital i den belgiske by Dendermonde, der hver dag huser 1600 medarbejdere. Bygningens daglige drift bliver ledet af Didier Windey, der i sin rolle som facility-koordinator er med til at sikre, at alt fra catering til lokalebooking foregår planmæssigt og struktureret.

Hvor kommer virksomhedernes madspild fra?

Madspild er ikke et problem, der alene rammer virksomhederne. Og ifølge Europakommisionen står restauranter og andre madrelaterede services (som frokostordninger og mødeforplejning) “kun” for 9% af det samlede madspild.

Men når det danske madspild løber op i 814.000 ton om året, så er 9% også en sjat.

Og det er ikke kun i CSR-rapporten, at ting som madspild kommer til at have en betydning, for særligt når vi taler frokostordninger, kan madspildet ende med at have en direkte indflydelse på virksomhedens medarbejdere.

Fordi det ofte er medarbejderne selv der betaler frokostordningen over lønnen, betyder det, at de også betaler for den mad, der bliver smidt ud — spørg lige dine kolleger, om de synes det er sjovt?

Men det overordnede spørgsmål, du nok sidder tilbage med nu, er, hvad kan du som facility manager stille op?

Sådan reducerede Facility Management teamet hos az Sint-Blasius deres madspild med over 20%

Hvis man spørger Didier Windey, der er er facility-koordinator hos det belgiske hospital og hovedmanden bag deres reduktion af madspild, så ligger størstedelen af muligheden for at reducere madspild i teamets evne til at planlægge.

Den manglende evne til at strukturere særligt køkkenarbejdet var nemlig en af de udfordringer, Didier havde sat sig for at tackle, og løsningen på problemet blev den primære årsag til, at de har kunnet reducere madspild.

Tidligere skete det jævnligt, at hospitalets køkkenpersonale mødte ind om morgenen til en bestilling på 50 kuverter, der skulle leveres samme dag. Den problematik gjorde, at køkkenet ofte opererede med en lille overproduktion, simpelthen for at kunne imødekomme den slags overraskelser.

Og det var ikke den eneste situation, der ledte til madspild på hospitalet.

En anden situation, mange facility managers nok kan nikke genkendende til, er, at mødebookinger ofte ikke bliver opdateret, efter de er blevet oprettet. Det kan virke som et lille problem, men det kan føre til en del spildte ressourcer, når et møde med 20 inviterede ender med at blive afviklet med fem deltagere.

Det var i hvert fald tilfældet for az Sint-Blasius.

Og da møderne ikke blev opdateret, gjorde catering-bestillingen, der blev sendt videre til køkkenet, det heller ikke. Det resulterede i, at de ofte leverede alt for meget mad til møder, hvor der næsten ikke blev spist noget.

Løsningen for az Sint-Blasius har været at integrere deres forplejnings- og mødelokalebookingsystem med Outlook, hvilket betyder, at Didier og hans team nu har bedre overblik over, hvilke møder der skal afvikles og hvor meget catering der er bestilt.

Det har givet dem mulighed for at være langt mere proaktive i deres arbejde, og de kan i langt højere grad tage del i planlægningsprocessen, når der skal afholdes større events og konferencer.

Og hvis et møde bliver aflyst, så bliver catering-ordren automatisk afbestilt.

“På grund af forbindelsen med Outlook bliver alle bestillinger aflyst, når et møde bliver aflyst. Og det har gjort det muligt for os at reagere på aflysningerne i langt bedre tid og på den måde undgå spild. Vores mad- og ressourcespild er reduceret med mere end 20%” fortæller Didier.

Skal I reducere madspild i jeres virksomhed?

Ligesom EU-landene har forpligtet sig til at halvere madspildet per indbygger inden 2030, har flere større fødevarevirksomheder forpligtet sig på lignende mål. Men hvor skal vi som ‘almindelige’ virksomheder tage fat, hvis vi vil reducere vores madspild?

På en almindelig arbejdsplads (Læs: en arbejdsplads der ikke primært beskæftiger sig med fødevareproduktion) kommer det primære madspild to steder fra:

  1. Mødeforplejning
  2. Jeres frokostordning.

Løsningen på madspild forbundet med mødeforplejning ligger ofte i samarbejdet mellem husets brugere, FM-teamet og køkkenpersonalet.

Det er også grunden til, at løsningen på problemet for az Sint-Blasius var noget så simpelt som at integrere deres mødebookingsystem med Outlook.

Det viste sig simpelthen lettere for brugerne, hvilket har betydet, at FM-teamet fik et langt større overblik over bookinger og bestillinger.

Når det kommer til at reducere madspild forbundet med jeres frokostordning, er løsningen ligeledes et bedre samarbejde mellem brugere og den del af jeres virksomhed, der håndterer jeres frokostordning.

Fordi det i mange virksomheder er kutyme at lade ordningen køre med en fast mængde kuverter, resulterer det i en ret markant grad af madspild i ferieperioder og andre lavsæsoner.

Efter hybridarbejde og skrivebordsbooking er blevet mere almindeligt på de fleste arbejdspladser, kan det dog give mening at skalere jeres frokostordning i forhold til mængden af medarbejdere, der kommer på kontoret.

Men med en gennemsnitlig kontorbelægning på mellem 50-60% kan noget så simpelt som en ugentlig status over, hvem der kommer på kontoret næste uge, være med til at reducere både madspild og udgiften til jeres frokostordning ret markant.

Læs mere om Sign in Workspace