Tre myter om sourcing
… og hvorfor de kan spænde ben for god drift og bæredygtig udvikling i FM.
Sourcing lyder måske lidt som noget fra økonomiafdelingen – og det er det også. Men det er samtidig et af de vigtigste strategiske greb, FM-organisationer har i værktøjskassen, når det kommer til at balancere drift, bæredygtighed og samarbejde med eksterne leverandører. Alligevel hersker der stadig mange misforståelser.
Her rydder vi op i tre af dem.
1. “Vi outsourcer jo – så er strategien på plads.”
At vælge outsourcing er ikke i sig selv en strategi – det er et valg af leverancemodel. En egentlig sourcingstrategi kræver, at man stiller skarpt på hvad, hvordan og hvorfor man køber ind, samt hvordan man følger op og udvikler samarbejdet med leverandøren.
En stærk sourcingstrategi handler om at skabe balance mellem kontrol, fleksibilitet og videndeling. Det gælder både ved outsourcing, insourcing og hybride løsninger. I praksis handler det om governance, roller og KPI’er – og om at sikre, at man faktisk får det, man betaler for.
2. “Jo mere vi udliciterer, jo lettere bliver det.”
Det kan sagtens være rigtigt, at man reducerer nogle interne ressourcer ved at outsource, men kun hvis organiseringen, samarbejdet og opfølgningen er på plads. Hvis ikke, risikerer man at bruge flere kræfter på brandslukning og misforståelser.
Sourcing flytter arbejdet – det fjerner det ikke. Og når FM skal leve op til stigende krav om bæredygtighed, ESG-rapportering og brugertilfredshed, bliver det endnu vigtigere at styre samarbejdet med leverandører, tæt og proaktivt. Det kræver både kompetencer og systematik.
3. “Det handler bare om pris og leverance.”
I dag handler bæredygtig sourcing mindst lige så meget om samarbejde, innovation og risikostyring som om kroner og øre. For at sikre en gnidningsfri sourcing er det afgørende at stille krav til leverandørers ESG-performance, sporbarhed og sociale forhold og evnen til at kunne dokumentere det.
Samtidig spiller partnerskaber en stadig større rolle. Når man arbejder med langvarige og komplekse FM-kontrakter, er relationen ofte lige så afgørende som kontrakten. Det kræver tillid, fælles mål og evnen til at udvikle sammen – ikke bare levere.
Bliv klogere på bæredygtig sourcing
Beslutningen om sourcing er en kompleks proces, der kræver grundig overvejelse og analyse af mange faktorer for at blive en succes. Derfor sætter vi den 29. januar 2026 fra kl. 09.00-15.30 fokus på de vigtigste overvejelser, en FM-organisation bør gøre sig – fra den første tanke om outsourcing til den sidste underskrift på kontrakten eller til beslutningen om at hjemtage opgaver igen.


