Skip to main content

Case fra Københavns Ejendomme (KEJD) – Bæredygtighedsenheden

Værktøj til vurdering af klimapåvirkning og totaløkonomi i renoverings- og vedligeholdelses-projekter (LCA og LCC) i Københavns Ejendomme (KEJD).

Verdensmål

  • 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
  • 12: Ansvarligt forbrug og produktion
  • 13: Klimaindsats

ESG
Denne case har primært elementer inden for E og G:

  • ESRS E1: Klimaændringer
  • ESRS E5: Ressourceanvendelse og cirkulær økonomi
  • ESRS G1: God forretningsskik (G1-1: Politikker for forretningsadfærd og virksomhedskultur)

Københavns Kommune har sat ambitiøse klimamål og vil reducere udledninger forbundet med indkøb med 50% i 2035. Værktøjet skal bruges til at reducere udledningen af klimagasser indenfor renoverings- og vedligeholdsprojekter.

Fordele for organisationen

I Københavns Ejendomme anvender man det vejledende klima- og økonomiværktøj (VKØ-værktøj), som kan vurdere og sammenligne CO2-aftrykket og de økonomiske påvirkninger af materialevalget af udvalgte bygningssystemer – tag, ydervæg, etagedæk, terrændæk og vindue (klimaskærmen).

Værktøjet er designet til at samle relevante data og resultater for gængse materialer anvendt i KEJD’s ejendomsportefølje samt nye alternative ”lavemissions”-materialer.

Værktøjet skal gøre det lettere for byggeprojektledere og rådgivere at tænke klimaaftryk og økonomiske konsekvenser ind i starten af planlagte vedligeholdsprojekter.

Værktøjet forventes at bidrage med:

  • En øget indsigt i klimapåvirkninger og omkostninger ved materialer og designvalg over en 50-årig betragtningsperiode
  • Et databaseret beslutningsgrundlag, der gør det muligt for byggeprojektledere at træffe mere informerede valg om materialer i renoverings- og vedligeholdelsesprojekter
  • At bidrage til at nå klimamål ved at sikre bæredygtige materialevalg og designs, der reducerer CO2-aftryk i byggeprojekter

Case – Hvad gjorde vi

Mål for CO2-reduktioner og -analyse
Københavns Kommunes Klimaplan 2035 har sat et ambitiøst mål om at reducere CO2-udledningen forbundet med indkøb med 50 % inden 2035.

Bygge- og anlægsaktiviteter udgør i dag en tredjedel af CO2-udledningen fra Københavns Kommunes indkøb. Materialer og deres produktion spiller en stor rolle i denne udledning. Derfor er det essentielt, at Københavns Kommune formår at reducere CO2-udledningen gennem optimeret design og materialevalg, også på renoveringsområdet, på den mest omkostningseffektive måde.

De indledende analyser har vist:

  • Begrænset kendskab til CO2-aftryk på design- og materialeniveau i KEJD
  • Størst reduktionspotentiale i renoverings- og vedligeholdelsesprojekter, der berører klimaskærmen
  • Byggeprojektledernes beslutninger om materialevalg er ofte økonomidrevne

For at skabe et solidt beslutningsgrundlag på materiale- og designvalg, der både tilgodeser klimapåvirkningen og de totale økonomiske omkostninger, har medarbejdere fra Bæredygtighedsteamet i KEJD udviklet et vejledende klima- og økonomiværktøj (VKØ-værktøj). Værktøjet har til formål at vejlede og styrke projektledernes materiale- og design baseret på CO2-aftryk og økonomi.

Værktøj – LCA og LCC
Værktøjet er udviklet i Power BI og giver projektledere og andre aktører en interaktiv platform til at udforske materialevalg.

Det kombinerer Life Cycle Analyse (LCA) og Life Cycle Cost (LCC) data, så brugerne kan vurdere både CO2-aftryk og økonomiske konsekvenser for udvalgte bygningsdele som tag, ydervægge, etagedæk, terrændæk og vinduer – uden at være specialister i LCA og LCC.

Grundlaget er et materialebibliotek med generiske data for mere end 150 materialer, herunder både gængse løsninger fra KEJD’s ejendomsportefølje og nye lavemissionsalternativer. Værktøjet giver dermed et hurtigt overblik over klima- og omkostningspåvirkninger og hjælper med at prioritere materialer med lavest udledning til den bedste pris ud fra et samlet LCA- og LCC-perspektiv.

Det er særligt nyttigt i de tidlige projektfaser, hvor projektledere kan afveje og sammenligne alternative design- og materialeløsninger samt bruge resultaterne i dialogen med rådgivere. Målet er at støtte mere omkostningseffektive valg og samtidig reducere CO2-udledningen.

Målgrupper
Primær målgruppe: Planlagt Vedligehold (Byggeprojektledere i KEJD) og rådgivere.
Sekundær målgruppe: Entreprenører og Ejendomsudvikling i KEJD.

Vigtige erfaringer
Værktøjet er udviklet i dialog med brugerne (projektleder og rådgiver) og er testet i pilotprojekter. Nu er det klar til brug og skal implementeres i starten af 2026, hvor det forventes at blive brugt som dialogværktøj mellem KEJD’s projektledere, KEJD’s bæredygtighedsrådgivere og eksterne rådgivere i de indledende faser af alle relevante projekter. Erfaringer fra implementering viser, at gentagende præsentationer og dyb indsigt i projektledernes processer er nødvendige forudsætninger for forandringsledelse.

Hvad overraskede?
Det har overrasket positivt, hvor mange gode valg, der i virkeligheden findes. Bæredygtighed koster ikke altid mere, og der er mange lavthængende frugter. Til gengæld kan nye løsninger i en bygningsdel give udfordringer et andet sted, så det er naturligvis vigtigt med et godt overblik over hele projektet, når nye bæredygtige valg træffes. Fx er gulvtæpper dyre i både CO2 og økonomi, men en udskiftning her kan give udfordringer i indeklimaet.

Det er selvfølgelig også vigtigt ikke at undervurdere, at nye initiativer kræver overskud i organisationen. Selvom værktøjet er udviklet i dialog med brugerne, og det er overskueligt og intuitivt, kræver det altid ekstra båndbredde at udbrede nye initiativer.

Dog hjælper det, at der er afsat en puljepenge i projektet til at dække evt. meromkostninger ved mere klimavenlige materialevalg. Det gør den indledende samtale lettere.

Nedenfor ses to billeder fra systemet:

System klimavenlig vedligeholdSystem klimavenligvedligeholdKontaktperson
Victor Maahr, Erhvervs-Ph.d.-stipendiat i Bæredygtig transformation
Mobil 2369 3785, E-mail tx9f@kk.dk
Københavns Kommune – Økonomiforvaltningen – Københavns Ejendomme – Bæredygtighed