Skip to main content

Ny undersøgelse viser, at hjemmearbejde har ændret virksomhedernes arbejdspladsstrategi

Ny undersøgelse fra Dansk Facilities Management og EY viser, at 98 % af de adspurgte virksomheder i dag tillader hjemmearbejde – og at halvdelen har skåret ned på kontorarealet de seneste tre år.

I en ny brancheundersøgelse blandt danske Facility Management-chefer viser tallene med al tydelighed, at kontoret ikke længere er arbejdslivets ubetingede omdrejningspunkt. I samarbejde med EY har Dansk Facilities Management (DFM) undersøgt, hvordan store danske virksomheder former fremtidens arbejdsplads – og resultaterne peger på en markant forandring.

98 % af virksomhederne tillader i dag hjemmearbejde – mod 80 % i 2022 – og 48 % har reduceret kontorarealet siden 2022.

»Der har for nylig været meget opmærksomhed på enkelte virksomheder, der kalder medarbejderne tilbage til kontoret. Det kan ligne en ny tendens – men vores undersøgelse viser det stik modsatte: Aldrig før har så mange haft mulighed for at arbejde hjemmefra i danske virksomheder,« siger Helle Lohmann Rasmussen, direktør i Dansk Facilities Management.

Kontoret skal tilpasses virkeligheden – ikke omvendt

Undersøgelsen bygger på svar fra FM-chefer, som tilsammen har ansvar for over 14 millioner kvadratmeter kontorfaciliteter hvor mere end 200.000 mennesker arbejder. Den viser, at langt størstedelen af virksomhederne i dag tillader mellem én og fem dages hjemmearbejde. Den udvikling har fået næsten halvdelen til at justere deres fysiske rammer – både af økonomiske årsager, men i høj grad som tilpasning til nye arbejdsformer.

Samtidig viser undersøgelsen, at de virksomheder, der arbejder strategisk med arbejdspladsens udvikling – fx gennem nedskrevne workplace strategier – i langt højere grad har gennemført konkrete ændringer og arbejder mere datadrevet.

»Man er nødt til at have en strategi på plads for at kunne sætte konkrete mål og KPI’er og at kunne eksekvere. En datadrevet strategi, der ligger i forlængelse af virksomhedens overordnede mål er ekstremt vigtigt, og det synes jeg også rapporten viser,« siger Karina Gram, Head of RE&FM Global Workspace Strategy Real Estate & Facility Management, Vestas.

Virksomhederne kommer til at tage mere ansvar for hjemmearbejdspladsen

Selvom hjemmearbejde er blevet hverdag, halter mange virksomheder stadig efter, når det kommer til at understøtte hjemmearbejdspladsen. 30 % tilbyder slet ikke udstyr til medarbejderne derhjemme, og kun 2 % måler i dag på medarbejdernes fysiske arbejdsvilkår i hjemmet.

»Hvis man arbejder hjemme, skal vilkårene være ordentlige – men det er stadig en gråzone. Mange virksomheder er afventende, fordi lovgivningen er uklar. Jeg tror, vi vil se flere tilbud til hjemmearbejdspladsen de kommende år, også fordi det bliver et forhandlingspunkt mellem medarbejdere og virksomheder,« siger Frank Lund Andersen, Facility Director, Energinet.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen Dansk REFM Workplace Survey – Hvordan former vi fremtidens arbejdsplads? er foretaget af Dansk Facilities Management og EY. Den er baseret på svar fra 43 FM-chefer fra både offentlige og private organisationer, der tilsammen repræsenterer over 14 millioner kvadratmeter kontorfaciliteter hvor mere end 200.000 medarbejdere i Danmark har arbejdsplads.

Læs rapporten
For mere information om undersøgelsen

Helle Lohmann Rasmussen
Direktør, Dansk Facilities Management
Telefon: +45 4060 4764
Mail: hlr@dfm-net.dk

Kreditering fotograf: Anne Prtyz Schaldemose
RITA Arch

Om Dansk Facilities Management

Dansk Facilities Management (DFM) er en medlemsforening, der arbejder for at fremme viden, netværk og innovation inden for Facility Management i Danmark. Organisationen samler aktører fra hele værdikæden for at styrke udviklingen af bæredygtige og effektive løsninger i branchen. Foreningen har til huse i BLOXHUB, København.