Case fra Evida
Fra græsplæner til biodiversitet
Etablering af blomsterenge, skovudtynding og implementering af robotplæneklippere.
Verdensmål
- 12 Ansvarligt forbrug og produktion
- 13 Klimaindsats
- 15: Livet på land
ESG
- Miljø (E): Evida fremmer biodiversitet ved at omdanne store græsarealer til blomsterenge og udtynde skove for at styrke dyre- og planteliv. Projektet reducerer desuden CO2-udledning ved at udskifte dieseldreven traktor med robotplæneklippere med solcelleopladere.
- Social (S): Initiativet berører medarbejdertrivsel gennem etablering af stier i skoven på Evidas arealer, hvor medarbejdere kan gå ture. Mange medarbejdere har desuden været begejstret for nu at have udsigt til blomsterenge.
I forhold til de enkelte ESR-standarder berører initiativet hovedsageligt:
- ESRS E1: Klimaændringer – Udledning fra dieseldrevne traktorer reduceres via robotplæneklippere og solcelleopladere.
- ESRS E4: Biodiversitet og økosystemer – Omdannelse af græsarealer til blomsterenge og udtynding af skovarealer fremmer biodiversitet.
Målinger:
- Evidas dieselforbrug til traktor er reduceret fra 2.600 liter årligt til 728 liter årligt, hvilket giver en besparelse på 1.872 liter årligt (en reduktion på 72 %).
Økonomiske fordele:
- Mindre dieselforbrug: Besparelsen på dieselforbruget udgør 22.464 kr. årligt.
- Færre arbejdstimer: Overgangen til robotplæneklippere har resulteret i en årlig tidsbesparelse på 416 timer, hvilket svarer til 98.592 kr. årligt.
- Return on Investment: Investeringen i robotplæneklippere og solcelleopladere har kostet 114.497 kr. Med en samlet årlig besparelse på 121.056 kr. (diesel og arbejdstimer) er investeringen tjent hjem på cirka 11 måneder.
Fordele for organisationen
- Øget biodiversitet på Evidas udearealer gennem etablering af blomsterenge og skovudtynding.
- Positiv feedback fra medarbejdere, hvor der er opbakning til projektet.
- Langsigtede økonomiske og miljømæssige gevinster gennem reducerede driftsomkostninger og lavere CO2-udledning.
Case – Hvad gjorde vi
Evida har omlagt vedligeholdelsen af deres 67.400 m² udearealer i Viborg på Vognmagervej for at fremme biodiversitet og reducere miljøpåvirkningen. Tiltagene inkluderer etablering af blomsterenge, skovudtynding og implementering af robotplæneklippere med solcelleopladning.
Blomsterenge og biodiversitet
En af de første handlinger var at omdanne flere af Evidas store græsarealer til blomsterenge. Med hjælp fra samarbejdspartneren Dalgas er blomsterne udvalgt med fokus på biodiversitet, og de er plantet i flere bølger, så der er blomstring i lange perioder af året. Dette skaber levesteder for bier, sommerfugle og andre insekter. Blomsterengene har samtidig tilført en æstetisk værdi til området, som medarbejderne har bemærket og værdsat. Flere af medarbejderne har givet udtryk for, at synet af blomsterne bidrager positivt til deres arbejdsdag.
Skovudtynding og stier
Evida har også arbejdet med udtynding i deres skovområder. Ved at fjerne udvalgte træer skaber man bedre vækstforhold for de resterende træer og åbner for, at flere buske og planter kan trives. Dette tiltag har også styrket dyrelivet ved at skabe flere levesteder. Skovudtyndingen er udført i samarbejde med Dalgas, der har bidraget med ekspertise i skovforvaltning. Flisen fra de fældede træer er blevet solgt, hvilket har bidraget til finansieringen af projektet.
I forbindelse med skovudtyndingen er der blevet planlagt etablering af stier i skoven, som medarbejderne kan bruge til gåture i løbet af arbejdsdagen. Stierne er stadig under udvikling, men forventes at være klar i 2025.
Robotplæneklippere og solenergi
Brugen af den dieseldreven traktor er blevet reduceret, og Evida anvender nu hovedsaligt robotplæneklippere, der er CO2-neutrale under brug. Tre robotplæneklippere er allerede i drift, og én af dem oplades med solenergi. Planen er, at alle robotplæneklippere fremover skal have solcelleopladning. Overgangen til robotplæneklippere har reduceret tidsforbruget på græsslåning markant.
Proces og læring
Projektet er blevet implementeret i faser, hvor blomsterengene blev etableret først, efterfulgt af skovudtynding og implementeringen af robotplæneklipperne. Evida har samarbejdet med den eksterne partner Dalgas, der har bidraget med ekspertise og sparring.
Projektet er fortsat i udvikling. Flere blomsterenge vil blive etableret i de kommende år, og stierne i skovene forventes at stå færdige inden for kort tid.
Dette initiativ har ikke kun reduceret Evidas miljøpåvirkning, men også skabt værdi for medarbejderne og det omkringliggende økosystem.
Vigtige erfaringer
- Samarbejdet med erfarne partnere som Dalgas var essentielt for projektet, da de har stor viden om, hvordan man griber processen an, og hvordan man styrker biodiversiteten.
- Det er en stor fordele at plante blomster med forskellige blomstringsperioder, så der er blomster i mest mulig tid af året.
Hvad overraskede?
Den store positive feedback fra medarbejderne var en uventet gevinst. Mange har bemærket de æstetiske forbedringer i de grønne arealer, hvilket har skabt yderligere opbakning til projektet.
Kontaktperson
Lene Hammer Roager
Servicekoordinator
lehro@evida.dk
+45 4026 0225
Nedenfor kan du se billeder fra Evidas blomsterenge