Dansk Facilities Management modtager bevilling til udviklingsprojekt, der skal understøtte den eksisterende bygningsmasse i Danmark
Dansk Facilities Management (DFM) har netop fået bevilget midler fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond til at igangsætte det ambitiøse udviklingsprojekt ”Tre strategiske spor til mere bæredygtighed i FM”. Udviklingsprojektet har til formål at accelerere bæredygtigheden inden for Facility Management (FM) gennem udvikling af ny viden, praksisnære værktøjer og konkrete anbefalinger til branchen. Med projektet fortsætter DFM med at understøtte udviklingen af den eksisterende bygningsmasse.
Tre strategiske spor til mere bæredygtighed i FM
Udviklingsprojektet er udviklet af DFM i tæt samarbejde med repræsentanter fra FM-branchen og består af tre strategiske spor, der adresserer nogle af de vigtigste aspekter af bæredygtighed i FM:
- Spor 1: AI og bæredygtighed i FM – Kortlægning, modenhedsmåling og anbefalinger til, hvordan kunstig intelligens kan optimere energiforbrug, ressourcehåndtering og operationelle processer i FM.
- Spor 2: Bæredygtighedsstrategier og organisering i FM – Undersøgelse og udpegning af anbefalinger til organisering, proces og indhold af bæredygtighedsstrategier, fordelt på offentlig og privat sektor.
- Spor 3: Kortlægning af bæredygtighedskompetencer i FM-organisationer – Kortlægning og fremskrivning af kompetencebehov i FM-branchen, samt udvikling af et analyseværktøj, der skal hjælpe FM-ledere i arbejde med kompetenceopbygning.
”Dette projekt er et vigtigt skridt for FM-branchen i Danmark, fordi digitalisering, organisering og kompetencer er helt centrale for at øge bæredygtigheden i FM. Vores medlemmer er mere end klar til at accelerere den bæredygtige udvikling i deres organisationer og de efterspørger praksisnær viden, vejledning og eksempler, der kan understøtte arbejdet. Det er præcis det, vi vil hjælpe på vej med dette projekt og derfor er det en stor glæde, at vi har fået økonomisk støtte til at sætte projektet i søen.” Udtaler Helle L. Rasmussen, direktør hos Dansk Facilities Management, i forbindelse med bevillingen.
Fokus på eksisterende byggeri
Hos den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond, der støtter projektet økonomisk, glæder man sig til at følge projektet, der har det eksisterende byggeri i fokus.
”Det er helt afgørende for den grønne omstilling, at vi retter fokus mod det eksisterende byggeri. Her spiller Facility Management en afgørende rolle. Med bevillingen ønsker vi at undersøge og udvikle viden til dem, der er ansvarlig for drift og som udvikler den bygningsmasse, vi allerede har bygget,” udtaler Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania.
”Hos vores medlemmer i GI, ser vi både et behov og heldigvis også en stor efterspørgsel på viden om netop organisering og kompetencer for øget bæredygtighed i det eksisterende byggeri. Og så er der ingen tvivl om, at det kribler i fingrene for mange i forhold til at udnytte potentialet af kunstig intelligens. Men hvordan kommen man i gang, og hvor er de gode eksempler? Det glæder vi os til at følge med i.” Udtaler Søren Meyer, udviklingschef, Grundejernes Investeringsfond.
Projektet ligger i forlængelse af et netop afsluttet projekt, med 5 nye brancheguides
DFM har allerede god erfaring med at udvikle ny viden til dem, der arbejder med Facility Management, og har i januar 2025 afsluttet et større projekt, der blandt andet resulterede i 5 nye guides til FM-branchen, som er tilgængelige for alle i branchen, på foreningens hjemmesiden.
For yderligere information, kontakt:
Helle L. Rasmussen
Direktør, Ph.d.
Dansk Facilities Management
Tlf: 4060 4746
E-mail: hlr@dfm-net.dk
Jan Johansson
Projektleder, Ph.d.
Dansk Facilities Management
Tlf: 6147 1819
E-mail: jjo@dfm-net.dk
Om Dansk Facilities Management
Dansk Facilities Management (DFM) er en medlemsforening, der arbejder for at fremme viden, netværk og innovation inden for Facility Management i Danmark. Organisationen samler aktører fra hele værdikæden for at styrke udviklingen af bæredygtige og effektive løsninger i branchen. Foreningen har til huse i BLOXHUB, København.