Skip to main content

Vedligehold og klimabelastning – en undersøgelse af praksis i boligudlejningsejendomme

Skrevet af Helle Lohmann Rasmussen, ph.d., viden- og udviklingschef, Dansk Facilities Management og Taus Bøytler, cand.comm. i journalistik, projektleder, Dansk Facilities Management

Vi har en fælles opgave med at mindske den markante del af Danmarks CO2-udledning, der kommer fra den eksisterende bygningsmasse. Realdania har igangsat indsatsen ’Bygningskultur og Klima’, der skal skabe forståelse for, at en levende bygnings- kultur, hvor bygninger sikres lang levetid ved at blive vedligeholdt og udviklet med forståelse for bygningens kvaliteter, kan være en del af løsningen. Emnet er komplekst, og det er vigtigt med en nuanceret og evidensbaseret tilgang. Derfor rækker vi med indsatsen ud til en lang række samarbejdspartnere, der skal hjælpe os med at blive klogere på, hvad der findes af viden på området i dag – og hvor vi mangler mere viden.

Hvis bygninger og bygningsdele opnår længere levetid, kan det være med til at mindske klimabelastningen. Foreløbig er der dog ikke meget viden om dette redskab, og i livscyklusberegninger tager man blot udgangspunkt i standardantagelser om, hvor lang tid de forskellige bygningsdele holder. Men flere professionelle bygningsejere har i mange år arbejdet systematisk med ved- ligeholdelse for at forlænge levetiden og holde bygningerne attraktive for lejerne. Derfor har Dansk Facilities Management og Realdania sat sig for at undersøge praksis i boligudlejningsejendomme og på den måde undersøge, hvordan vedligehold i endnu højere grad kan blive del af en klimaindsats.

Denne undersøgelse er én ud af flere vidensopbygningsprojekter i indsatsen ’Bygningskultur og klima’. I den første publikation, Bygningskultur og klima – undersøgelser af eksisterende viden om livcyklusvurderinger og bevaringsværdier, ser forskere fra Aarhus Universitet og Arkitektskolen Aarhus på potentialer og barrierer for at kombinere livscyklusanalyser af klimabelastning med beskrivelser af bevaringsværdier. For at komme frem til klimaeffektive bygningstiltag har Realdania forud for den anden publikation, Bygningskultur og klimavenlige løsninger – en kortlægning af behovet for nye løsninger inden for renoveringen af bevaringsværdige bygninger, bedt et hold forskere gå i dialog med bygherrer, rådgivere og entreprenører om at pege på nye løsninger. I den tredje publikation, Reelle CO2-besparelser i konkrete bygninger – en tværfaglig metodik med afsæt i bevaringsværdige etageejendomme fra 1930-1974, har et hold erfarne rådgivere delt deres erfaringer og gode råd til, hvordan man – ved at tage udgangspunkt i det konkrete hus – kan mindske forskellen mellem de beregnede og de reelle energibesparelser i ældre bygninger, der er blevet energirenoveret.

Den opsamlede viden skal bruges til, at Realdania i samarbejde med andre kan udvikle og dokumentere forskellige strategier for bevaring, vedligehold og udvikling i en række byggeprojekter. Projekterne skal eksemplificere, hvordan man kan mindske klimabelastningen i et livscyklusperspektiv og samtidig fastholde, styrke eller forny bygningernes kvaliteter.