Bestyrelsen i DFM afholdt d. 13. december årets sidste bestyrelsesmøde, hvor blandt andet vedtagelse af revideret strategi for foreningen var på dagsordenen. Strategien er revideret på baggrund af input fra vores tre udvalg, sekretariatet og bestyrelsens egne input. Strategien supplerer de formål for foreningen, der er beskrevet i vedtægterne. Den reviderede strategi blev vedtaget og kommunikeres til medlemmerne i start 2024.
Generalforsamling 2024
Generalforsamling 2024 var også på dagsorden. Her handlede punktet om, hvordan vi kan øge tilslutning til GF, så flere medlemmer deltager i f.eks. valg af bestyrelsen. Det blev besluttet at koble GF sammen med et spændende medlemsarrangement.
Medlemsundersøgelsen 2023
Resultatet af den netop afsluttede medlemstilfredshedsundersøgelse blev også gennemgået på mødet. Der er i år flere, der har deltaget end de forgangne to år. Tilfredsheden, der måles på en række parametre, er gået en anelse ned på nogle punkter, og her er der selvfølgelig en særlig opmærksomhed fra både sekretariat og bestyrelse.
Et tilbageblik på 2023
Bestyrelsen så også tilbage på et år med et flot udbud af arrangementer i foreningen, hvor det samlede deltagerantal er over 1400! Det blev også tid til at se frem mod arrangementer i 2024, hvor emnerne E, S, G, og AI/digitalisering samt fremtidens arbejdsmarked er nogle af de fremtrædende emner.
Læs mere om vores bestyrelse her.