Case fra DR – Danmarks Radio
Tiltag
Lånecykler
Verdensmål
3 Sundhed og trivsel
9 Infrastruktur
12 Ansvarligt forbrug og produktion
Fordele for organisationen
Nedbringe C02-udledning og partikelforurening ved at erstatte en del taxakørsel med cykelkørsel. Cyklerne giver mere sundhed og trivsel til medarbejderne og er derudover billigere end taxa. Logoet på cyklerne har givet positiv omtale og været godt for vores image. Medarbejderne er meget glade for lånecyklerne, som de oplever som en service. Cyklerne understøtter desuden DR’s overordnede strategi om at være en cykelvenlig arbejdsplads.
OBS: En cykel tjener sig ind på under ½ år (regnet som antal taxature fra DR Byen til Christiansborg og retur)
Case – Hvad gjorde vi
Vi indledte med en undersøgelsesfase, hvor vi lånte et cykelbibliotek via Bicycle Innovation Lab i ca. en måned. Alle der benyttede cyklerne i den periode blev via en mail bedt om at give feedback og ønsker til vores kommende cykler. Valg af cykler: Ud fra brugernes feedback sammensatte vi en cykelflåde bestående af 5 almindelige cykler, en elladcykel og en elcykel. Senere har vi udvidet med først en og siden to el-cykler, da de var meget efterspurgte. Brugernes krav til cyklerne var: Unisex (så mænd ikke føler, de kører på en damecykel, og så damer kan have nederdel på.) Vi valgte en city-bike, der minder lidt om en mountainbike. Den er udstyret med justerbar sadel, kurv og bagagebærer (begge dele), støtteben og magnetlygter. Derud over valgte vi, at alle cykler har en folde-kædelås som sidder fast på cyklen og alle cykler (undtaget ladcyklen) har den samme nøgle (model). Dette for at gøre det lettere for receptionen. Udlån: Cyklerne står tæt på receptionen, som også er ansvarlig for udlån. Der er ingen booking. Dette er meget bevidst. Ideen er, at der altid skal stå en cykel. Pga. den korte tilbagebetalingstid kan det betale sig, at der altid står en cykel der ikke er i brug. Denne tilgængelighed giver brugerne en følelse af tryghed, fordi der altid er en cykel til rådighed = man kan regne med, at der er en cykel. Vi har gjort os meget umage med at lave en så enkel ordning som muligt. Ved udlån oplyses kun bruger-ID, telefonnummer og forventet afleveringstidspunkt. Ideen er, at det letter arbejdsbyrden for receptionen, og endnu mere vigtigt: for medarbejderen opleves det som nemt at låne en cykel. Løbende vedligehold: Receptionen er ansvarlig for at melde fejl. I DRs tilfælde kan vores smed klare det meste. Derudover har vi en aftale med Ren Cykel. De kommer alligevel ca. en gang om måneden og ordner medarbejdernes private cykler (egen betaling). To gange om året laver de en service på alle vores lånecykler. Andet: Vi udlåner også hjelm og regnslag fra receptionen.
Vigtige erfaringer
Det er vigtigt at gøre lånesystemet let for brugerne, at få receptionen til at holde af ideen, og at få lavet aftaler om løbende vedligehold og reparationer. Tilbuddet skal kommunikeres ud til alle. Hvis man kan få en direktør eller andre højt i hierarkiet til at benytte dem, hjælper det på implementeringen. Efter ca. ½ år er det en god ide at lave en opfølgende artikel på intranet eller lignende.
Hvad overraskede
At tilbagebetalingstiden var så kort og at folk efterspurgte elcykler. Det har taget lidt længere tid for folk at se fidusen i ladcyklen, men den er efter et par år blevet så populær, at vi har indkøbt en ekstra som supplement til vores bilflåde (så den kan bookes).
Kontaktperson
Pernille Toft, Ejendomme og service (TOFT@dr.dk), DR Ejendomme & Service.