JYSK planlægger udrulning af AI til intelligent energistyring i 3.400 butikker
I JYSK er energiforbruget i butikkerne ikke længere noget, man følger bagudrettet i energirapporter og regneark. I dag arbejder virksomheden med Smart Store-konceptet – en intelligent løsning, der automatisk overvåger, analyserer og optimerer varme, ventilation, køling og belysning, og planen er, at konceptet skal rulles ud på detailkædens 3.400 butikker i 29 lande.
Denne case tager udgangspunkt i et interview med Søren Prahl, Expansion Director & Head of Real Estate, og Anders Klestrup, Head of Real Estate Solutions & Operations i JYSK.
Klokken er 07.45, og de første medarbejdere møder ind i en JYSK-butik i Spanien. Smart Store-systemet har allerede tilpasset lys, varme og ventilation ud fra butikkens data, åbningstider og vejrudsigten. I løbet af dagen overvåger systemet energiforbrug, indeklima og tekniske installationer. Smart store-konceptet bygger på blandt andet AI, som registrerer afvigelser i driften og kan give besked, hvis eksempelvis ventilation eller køleanlæg ikke fungerer optimalt.
For medarbejderne betyder det, at de i mindre grad skal bruge tid på at justere varme, ventilation m.m. og i stedet kan fokusere på kunderne. Samtidig giver løsningen JYSK mulighed for at reducere energiforbruget, skabe mere ensartet drift på tværs af butikker og reagere hurtigere på energispild og tekniske afvigelser. Ifølge Anders handler løsningen i høj grad om at reducere den menneskelige faktor i energiforbruget.
”Den største energisluger i vores butikker er den menneskelige faktor.
Anders KlestrupHead of Real Estate Solutions & Operations i JYSK.
Selve Smart Store-konceptet bygger på en kombination af klassisk bygningsautomatik (BMS/CTS-lignende styring), sensorer, regler, tidsstyring og AI-baseret analyse. Systemet anvender AI til løbende at analysere data fra butikkerne og understøtte en mere intelligent drift. Det sker blandt andet ved at regulere varme og ventilation ud fra vejrprognoser, identificere unormalt energiforbrug, sammenligne driftsmønstre på tværs af butikker og lære af den enkelte butiks adfærd over tid. Derudover kan platformen generere automatiske rapporter og advarsler, som giver medarbejderne et bedre grundlag for at optimere driften og reagere på potentielle problemer. Anders fortæller: “Det er noget, man godt kan gøre manuelt, men ikke i 3.400 butikker på tværs af 29 lande.”
JYSK har arbejdet med Smart Store-konceptet i cirka to år og tester i dag løsningen i en række butikker på tværs af forskellige lande og klimazoner. Omkring 30 butikker fungerer i dag som testbutikker med dele af løsningen implementeret, mens fem butikker har den fulde Smart Store-løsning installeret.
Planen er, at Smart Store-konceptet gradvist skal implementeres bredere i organisationen over de kommende år. Fra september 2027 bliver løsningen standard i alle nye butikker.
Bæredygtighedsperspektiver
Virksomheden har som en del af sin bæredygtighedsstrategi forpligtet sig til at reducere scope 1- og 2-emissioner med 50,4 % inden regnskabsåret 2032 gennem SBTi (Science Based Targets Initiative, der er en international standard, hvor virksomheder sætter klimamål baseret på Parisaftalen). De fleste af JYSKs scope 1- og 2-udledninger kommer fra butikkerne, hvilket gør energistyring til et centralt fokusområde i virksomhedens klimaindsats.
Ifølge JYSK understøtter Smart Store-konceptet ikke kun virksomhedens egne klimamål, men også arbejdet med at leve op til blandt andet EU’s energieffektivitetsdirektiv og lokale energikrav. JYSK vurderer, at løsningen i gennemsnit kan reducere energiforbruget med omkring 20–25 %, mens enkelte butikker har opnået besparelser på op mod 40 % (JYSK, 2026).
Ifølge Søren handler gevinsterne ikke kun om økonomi, men også om at skabe en mere bæredygtig og datadrevet drift på tværs af organisationen.
Fakta om casen – JYSK
Antal butikker og m²:
Ca. 3.400 butikker fordelt på 29 lande samt ca. 3,7 mio. m² butik.
AI-løsning:
Smart Store – intelligent energistyring og bygningsautomation.
AI-anvendelse:
- regulere varme og ventilation ud fra vejrprognoser
- identificere unormalt energiforbrug
- analysere forskelle mellem butikker
- lære butikkernes driftsmønstre over tid
- generere automatiske rapporter og advarsler
Formål:
At reducere energiforbrug og CO₂-udledning samt skabe mere intelligent og automatiseret drift på tværs af butikkernes tekniske installationer.
Resultater:
- dokumenterede energibesparelser på gennemsnitligt 20–25 % i testbutikker
- op mod 40 % energibesparelse i enkelte butikker
- mere ensartet drift på tværs af butikker
- hurtigere identifikation af energispild og tekniske afvigelser
- bedre datagrundlag for drift og beslutninger
Rammer for AI og bæredygtighed i FM
I projektet AI og Bæredygtighed i FM har DFM udviklet en modenhedsanalyse, der belyser, hvor modne FM-organisationer er i deres arbejde med AI i FM. Med udgangspunkt i værktøjet har Søren og Anders givet deres vurdering af JYSK’s arbejde med AI inden for dimensionerne strategi, organisation, data, teknologi og sikkerhed.
Sørens og Anders’ vurderinger peger på, at JYSK befinder sig i en fase, hvor arbejdet med AI i stigende grad understøttes af samarbejde på tværs af organisationen. Samtidig arbejdes der med at opbygge fælles datagrundlag, standarder og kompetencer, som kan danne fundament for en bredere og mere systematisk anvendelse af AI.
Strategi
Ifølge Søren og Anders indgår AI i en bredere strategisk satsning i JYSK, hvor CEO’en har udtrykt, at JYSK ønsker at skabe en samlet tilgang til AI på tværs af organisationen. I den forbindelse blev alle forretningsområder bedt om at identificere konkrete anvendelsesmuligheder, hvorefter en række AI-initiativer blev udvalgt som strategiske prioriteter.
Ifølge Anders og Søren har JYSK ikke som sådan en AI-strategi, da AI ikke er et mål i sig selv, men der er fokus på, at AI skal bruges, der hvor det kan skabe værdi. Arbejdet med Smart Store udspringer derfor ikke af en ambition om at ’arbejde med AI’, men af et ønske om at styrke bæredygtighed gennem reduceret energiforbrug og skabe mere intelligent drift. Søren fortæller:
”Vi har aldrig sagt, at det er et AI-projekt. Vi har sagt, at det er et energi- og CO₂-reducerende projekt
Søren PrahlExpansion Director & Head of Real Estate i JYSK
Ifølge Søren og Anders har arbejdet med Smart Store haft en tydelig ledelsesmæssig opbakning fra starten. Konkret blev ideen til Smart Store først udviklet internt i afdelingen og efterfølgende præsenteret for ledelsen med fokus på de forretningsmæssige gevinster i form af energibesparelser, CO₂-reduktioner og mere effektiv drift. Efter de første testforløb blev business casen fremlagt for den øverste ledelse, som valgte at støtte den videre udvikling og implementering af konceptet.
Organisation
Søren og Anders beskriver en kultur, hvor AI først og fremmest ses som et værktøj til at løse konkrete forretningsmæssige udfordringer. Fokus er på de resultater, der skal opnås, frem for teknologien i sig selv. Samtidig opfordres medarbejdere og afdelinger til at identificere nye anvendelsesmuligheder, mens beslutninger om investeringer og implementering baseres på test, data og dokumenteret værdi.
Der lægges også vægt på samarbejde på tværs af organisationen. AI-initiativer i bygningsporteføljen kræver tæt samarbejde mellem drift, teknik, data og forretning, og JYSK arbejder løbende på at styrke dette samspil.
I Smart Store-projektet drives arbejdet centralt fra JYSKs Real Estate-organisation, men involverer samtidig mange funktioner og lande på tværs af koncernen. Ifølge Anders er change management en afgørende del af arbejdet. Når nye løsninger implementeres i tusindvis af butikker, kræver det en målrettet indsats at skabe forståelse, opbakning og nye arbejdsvaner blandt medarbejderne, så teknologien bliver en naturlig del af den daglige drift.
Data
Anders fortæller, at JYSK i forbindelse med Smart Store-projektet har opbygget et stærkere datagrundlag end før. Data indsamles fra intelligente målere, sensorer og tekniske installationer i butikkerne og samles på en central platform, hvor de anvendes til overvågning, analyse og optimering af driften.
Ifølge Anders og Søren er en vigtig forudsætning for at skabe værdi med AI, at der er styr på de grundlæggende data og de tekniske installationer. AI kan kun træffe gode beslutninger, hvis den får de rigtige data at arbejde med. Derfor har JYSK lagt stor vægt på at teste de enkelte komponenter og validere effekten, før løsningerne skaleres til resten af organisationen.
Samtidig peger casen på, at data anvendes på flere niveauer i organisationen. Data bruges ikke alene til at optimere energiforbrug og identificere tekniske afvigelser i den enkelte butik, men også til at understøtte rapportering, benchmarking og beslutningstagning på tværs af lande og funktioner. Målet er at skabe et fælles datagrundlag, der kan understøtte en mere ensartet og datadrevet drift på tværs af JYSKs mere end 3.400 butikker. Ifølge Anders er datakvalitet afgørende for, om AI-løsningerne fungerer korrekt.
I interviewet fremhæver Anders og Søren desuden, at arbejdet med AI i høj grad handler om at afgrænse og strukturere de data, der skal anvendes, og her fortsætter arbejdet, da der stadig er områder, hvor dataindsamlingen og -kvaliteten kan forbedres.
Teknologi
JYSK har arbejdet målrettet med at identificere og afprøve de teknologier, der bedst kan understøtte virksomhedens mål om at reducere energiforbrug og skabe en mere ensartet drift på tværs af butikkerne, fortæller Anders. Frem for at starte med teknologien har fokus været på at definere de konkrete udfordringer og den ønskede effekt, hvorefter der er blevet udviklet krav til den løsning, der skulle understøtte målene.
Ifølge Anders og Søren har JYSK bevidst valgt ikke selv at udvikle AI-løsningen, men i stedet samarbejde med specialiserede teknologileverandører. Her har det været vigtigt at opstille en enkel og tydelig kravspecifikation og løbende teste, om løsningen lever op til forventningerne i praksis.
Udviklingen af Smart Store-konceptet har blandt andet omfattet test af forskellige tekniske komponenter og funktioner i en række pilotbutikker på tværs af flere lande. Ved at teste elementer som intelligent lysstyring, varme, ventilation og energiovervågning separat har JYSK kunnet dokumentere effekterne og opbygge erfaringer, før løsningen skaleres bredere ud i organisationen.
Sikkerhed
I arbejdet med Smart Store har datasikkerhed været et vigtigt fokusområde. Ifølge Anders og Søren har JYSK stillet klare krav til både dataejerskab og opbevaring af data. Anders forklarer:
”Vi har været meget opmærksomme på datasikkerheden. Derfor har vi en fuldstændig airtight aftale med leverandøren om håndtering af data, og vi har valgt, at data skal opbevares inden for EU.
Anders KlestrupHead of Real Estate Solutions & Operations i JYSK.
Samtidig peger interviewet på, at JYSK generelt har en forsigtig tilgang til anvendelse af mere følsomme datakilder. Anders nævner eksempelvis, at virksomheden er tilbageholdende med at anvende personrelaterede data, selv om sådanne data potentielt kunne skabe yderligere optimeringsmuligheder. Fokus er derfor primært rettet mod tekniske drifts- og energidata, hvor der er en høj grad af sikkerhed og gennemsigtighed omkring datagrundlaget.
Læringer fra casen
Casen fra JYSK viser, hvordan AI kan bruges til at skabe konkrete energibesparelser og mere intelligent drift på sigt i stor skala.
Søren og Anders peger på, at deres vigtigste læringer fra AI-arbejdet er:
- Start med problemet – ikke teknologien
JYSK begyndte ikke med AI for AI’s skyld, men med et konkret ønske om at reducere energiforbrug og skabe smartere drift. - Test i praksis før du skalerer
Pilotprojekter og dokumenterede resultater giver værdifulde erfaringer og skaber et bedre grundlag for investeringer og ledelsesopbakning. - Data er afgørende
Standardiserede og valide data er en forudsætning for at kunne automatisere og optimere driften. - Sæt klare rammer for leverandørerne
JYSK har fokuseret på at definere krav og ønskede resultater frem for selv at udvikle teknologien. Det gør det lettere at vælge og styre eksterne leverandører. - Husk forandringsledelse
Teknologi alene skaber ikke værdi. Medarbejdere og organisationen skal forstå formålet og være klar til at ændre arbejdsgange og vaner.
Denne case er udarbejdet på baggrund af interview i april 2026 med Søren Prahl, Expansion Director & Head of Real Estate, og Anders Klestrup, Head of Real Estate Solutions & Operations i JYSK i forbindelse med projektet AI og Bæredygtighed i FM.
AI Ready - Cases
Læs seks cases om konkrete AI-initiativer, deres resultater og de erfaringer, organisationerne har gjort sig undervejs.








