Skip to main content

Kandidater

Her kan du læse mere om kandidaterne, som stiller op til Dansk Facilities Managements bestyrelse fra 2026. Man kan stille op som ordinær medlem, der vælges for 3 år, og suppleant, der vælges for 2 år. Kandidaterne præsenteres herunder med navn, billede og en motiverende tekst for deres kandidatur.

Nicolaj Gjøg

Partner & Bygningskonstruktør, JJW Arkitekter

Jeg stiller op til DFM’s bestyrelse, fordi jeg mener, at rådgiverne skal være tydeligt repræsenteret – både i DFM og i bestyrelsen. Som projekteringsleder og partneransvarlig for renoverings- og transformationsprojekter oplever jeg dagligt, hvordan gennemtænkt projektering, god planlægning og effektiv drift skaber værdi for både ejere og brugere og samtidig reducerer ressourceforbruget. For mig er Facility Management fundamentet for bæredygtige, funktionelle og fremtidssikrede bygninger. Derfor er det vigtigt, at vi som rådgivere tænker FM ind tidligt i processen og skaber løsninger, der holder – både økonomisk, driftsmæssigt og miljømæssigt. Jeg ønsker at styrke samspillet mellem rådgivning, byggeri og drift. Som uddannet tømrer og bygningskonstruktør og med erfaring fra projektering, udførelse og ledelse ser jeg mig som en brobygger, der bidrager med engagement, samarbejdsvilje og praktisk forståelse, så vi sammen udvikler branchen og skaber værdi.

Karen Dilling

Vicedirektør for KU Bygninger, Københavns Universitet

Som medlem af DFMs bestyrelse vil jeg kæmpe for at fremme DFMs virke og indflydelse i forbindelse med samfundets grønne omstilling, fordi FM branchen har en væsentlig og værdifuld aktie i den bæredygtige udvikling. Det vil jeg især gøre ved at fokusere på udvikling af kompetencer blandt FM branchens aktører, ved at arbejde for en kandidatuddannelse med tilknyttet forskning – en uddannelse, der skal sætte værdikæden i den grønne omstilling i spil mellem byggeriets parter. Og jeg vil fokusere på tværgående samarbejder med andre aktører i FM branchen, så vi sammen står stærkere overfor politiker og andre beslutningstagere. Jeg har været aktiv i DFM gennem mange år og er optaget af at professionalisere vores fag. Til daglig er jeg porteføljeejer som vicedirektør på Københavns Universitet og har dagligt brug for DFM’s brede viden, som jeg løbende oplever, bliver stærkere. Det er et fællesskab, som vi skal værne om.

Karina Gram

Regional Director, Real Estate & Facility Management, Vestas

Jeg genopstiller til DFM’s bestyrelse, fordi jeg brænder for at gøre FM‑branchen endnu mere attraktiv, synlig og relevant for forretningen. Jeg mener, at jeg kan bidrage med en stærk strategisk tilgang og praktisk erfaring med at få FM på dagsordenen på direktionsniveau. Derudover ser jeg et stort potentiale i at fastholde fokus på brugerne af bygningerne – ikke kun på bygningerne og driften i sig selv. Endelig mener jeg, at øget diversitet i bestyrelsen er afgørende for, at DFM fortsat er en attraktiv og relevant forening – også for den næste generation af FM‑professionelle. Jeg lægger stor vægt på at DFM får flere arrangementer for vores medlemmer i Jylland.

Erik Brown

Centerchef Ejendom og byggeri, Egedal Kommune

Jeg stiller hermed op til bestyrelsen og tilbyder dermed solid erfaring fra hele byggeriets værdikæde og især på ledelsesdelen. Jeg har således været rådgiver, driftsherre, bygherre, totalentreprenør og selvstændig og tilbyder derfor mit kandidatur og hele min viden og erfaring. Jeg brænder for ledelse og især at få drift og projekt til at gøre det rigtige med vilje og gøre det sammen. Det er bæredygtighed for mig både på kort og langt sigt. De seneste ca. 10 år har jeg arbejdet i og for Energiforum Danmarks bestyrelse, (som er max. i den bestyrelse, hvorfor jeg stoppede der i marts 2025). I de seneste 2 års tid har jeg deltaget i DFM’s kompetenceforum. Jeg brænder stadig for, at vi i branchen gør os umage og gør vores bedste for at bygge, renovere og drifte optimalt og i fælles dialog, så det vil jeg meget gerne bidrage til i bestyrelsesarbejdet i de kommende år. I min nuværende stilling er jeg centerchef for Ejendom og byggeri i Egedal Kommune for ca. 90 medarbejdere og er godt igang med meget af ovenstående, som jeg glæder mig til at stille til rådighed for DFM’s bestyrelse og medlemmer.

Anders Lykke Nielsen

Chef for Facility & Design, Sunset Boulevard

Jeg ønsker hermed at stille mit kandidatur til bestyrelsen i DFM. Jeg arbejder i dag som Chef for Facility & Design hos Sunset Boulevard og har tidligere haft ledende FM-roller hos VELUX og Grundfos. Her har jeg arbejdet med både drift, ledelse og strategisk udvikling af FM, herunder optimering af organisationer og implementering af digitale og databaserede løsninger. Jeg har desuden tidligere været en del af DFMs bestyrelse, hvilket har givet mig et godt indblik i foreningens arbejde og potentiale. Jeg er motiveret for at fortsætte med at bidrage til at styrke DFM som branchens centrale platform. Som bestyrelsesmedlem vil jeg særligt arbejde for, at styrke koblingen mellem FM og forretningens strategiske må, fremme digitalisering og databaseret FM, udvikle kompetencer og tiltrække nye profiler til branchen og sikre høj relevans og værdi for DFMs medlemmer. Jeg ønsker at bidrage til at videreudvikle facilities management som en strategisk disciplin, der skaber værdi for både organisationer og brugere. Jeg håber på jeres opbakning.

Luna Bjerre

COO/CSO, MyDesk

Som COO arbejder jeg dagligt med at forme fremtidens arbejdsplads, hvor arealudnyttelse, bæredygtighed, teknologi og medarbejdertrivsel går hånd i hånd. Gennem dialog med virksomheder på tværs af brancher får jeg konkret indsigt i behovet for mere fleksible, miljøvenlige og velfungerende rammer. Den viden vil jeg bringe aktivt ind i bestyrelsesarbejdet. I MyDesk arbejder vi databaseret med analyser af, hvordan lokaler, skriveborde og fællesarealer reelt anvendes. Det giver et stærkt grundlag for bedre beslutninger om indretning, drift og udvikling af arbejdspladsen. Jeg har desuden tre års bestyrelseserfaring fra Endometrioseforeningen, heraf to som næstformand, og erfaring med strategisk foreningsarbejde, prioritering og interessenthåndtering. Jeg stiller op for at bidrage med ledelseserfaring, dataindsigt, kommerciel forståelse og et stærkt engagement i trivsel og fremtidens arbejdsplads — og jeg håber på jeres stemme.

Charlotte Kyhl

Senior Manager, ALK

I hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet med Facility Management. Primært på kundesiden, men også på leverandørsiden med både ”hard” og ”soft” FM. Den erfaring giver mig et godt afsæt for at bidrage i DFMs bestyrelse. Et arbejde jeg har haft fornøjelsen af at deltage i en del år efterhånden. DFM har udviklet sig helt enormt, foreningen er gået fra at være meget netværksbaseret til at blive en professionel forening med et dygtigt sekretariat, aktiviteter der er forskningsbaseret og i det hele taget en videns generator for hele branchen. Det arbejde vil jeg rigtig gerne fortsætte og stiller derfor op til bestyrelsen.

Sofie Vorre Vogel

Kontorchef, Københavns Ejendomme

Jeg stiller op til bestyrelsen i DFM, fordi jeg vil bidrage til at styrke drift og vedligehold som en central og værdiskabende del af facility management. I mit arbejde har jeg fokus på stabile, effektive driftsorganisationer, hvor kvalitet, prioritering og langsigtet vedligehold går hånd i hånd. Samtidig ser jeg et stort potentiale i at anvende nye teknologier – herunder AI – til at understøtte bedre beslutninger og mere proaktiv drift. Særligt er jeg optaget af, hvordan vi som branche ruster medarbejdere til
fremtidens krav. Digitalisering, bæredygtighed og nye arbejdsformer stiller markant højere krav til kompetencer og ledelse i FM – og det er afgørende, at medarbejderne føler sig trygge og klædt på til at bruge nye værktøjer som AI i praksis. Jeg ønsker at bidrage aktivt til dette arbejde og være med til at sikre, at DFM fortsat er en central drivkraft for udviklingen af FM i Danmark.