Skip to main content

Bæredygtighed i FM

Facility Management har enorme muligheder for at gøre en positiv forskel inden for bæredygtighed. I 2020 stammede 40 % af Danmarks energiforbrug fra vores bygninger, og 20 % af vores samlede CO2-udledning kom fra opvarmning og drift af bygninger. På den sociale front er der også store forbedringsmuligheder, da bygninger og indeklima har stor indflydelse på medarbejdernes trivsel, sundhed og produktivitet på arbejdspladsen.

Baggrund for projektet

Mange, som arbejder med FM, oplever krav fra virksomheder, der ønsker at agere inden for bæredygtighed herunder ESG, CSRD og målsætninger i virksomheder, men de mangler den nødvendige viden og kompetencer til at handle på den bæredygtige dagsorden. For at imødekomme denne udfordring vil Dansk Facilities Management give FM’ere let tilgængeligt læringsmateriale, som formidler og introducerer den vigtigste viden for FM’ere inden for bæredygtighed og giver mulighed for selvlæring, undervisning og nye kompetencer.

Formål

Projektetet har til formål at styrke FM-branchens kompetencer inden for bæredygtighed og skabe et fundament for at imødekomme de stigende krav til bæredygtighed, ESG-rapportering og CSRD. Projektet er støttet af Grundejernes Investeringsfond.

Resultatet af projektet

Virksomhederne har brug for FM-medarbejdere, der har en grundlæggende forståelse af bæredygtighed og ESG, og som samtidig kan bidrage til mere bæredygtig drift. Mange FM-medarbejdere ønsker at imødekomme samfundets og virksomhedernes efterspørgsel og være en del af den bæredygtige udvikling, men de mangler de nødvendige faglige kompetencer til at gøre det.

Projektet har derfor resulteret i et gratis og lettilgængeligt læringsmateriale, der giver FM-professionelle adgang til grundlæggende viden og praktiske værktøjer til at arbejde med bæredygtighed i Facility Management. Læringsmaterialet er udviklet med fokus på at understøtte både selvstudie, undervisning og kompetenceopbygning i FM-organisationer. Læringsmaterialet indeholder konkrete metoder og værktøjer, der kan anvendes i praksis samt inspirerende eksempler, der kan hjælpe jer med at omsætte teorien til handling i hverdagen.

Læringsmateriale

Materialet er udgivet i et redigerbart format, som kan downloades og videreudvikles. Læringsmaterialet indeholder ligeledes en guide, som udspecificerer, hvordan man kan undervise i materialet.

Tilgå læringsmaterialet