Om arrangementet
Vil du bidrage til udvikling af klimavenlige vedligeholdelsesstrategier for bygningers klimaskærm?
Denne workshop afholdes i forbindelse med Ph.d-forskningsprojektet ”Klimavenligt vedligehold af eksisterende boliger” og er henvendt til dem, som professionelt arbejder med bygningsvedligehold på taktisk og strategisk niveau. Forskningsprojektet har et særligt fokus på vedligehold af bygningers klimaskærm. Selvom selve projektet beskæftiger sig med boligbyggeri, er alle, som beskæftiger sig strategisk med vedligehold, velkomne til denne workshop, uanset bygningstype og organisationsform.
I denne workshop vil Ph.d.-studerende, Markus Hahn-Hundsdahl gennemgå en foreløbig beregningsmodel til opstilling af scenarier af klimabelastningen ved forskellige vedligeholdelsesstrategier for bygningers klimaskærm, inkluderende metoder til bestemmelse af vejrligets og vedligeholdets påvirkning af bygningsdeles levetid. Der bliver præsenteret eksempler på klimabelastninger fra forskellige vedligeholdelsesarbejder med udgangspunkt i en vedligeholdelsesplan. I arbejdet med udviklingen af beregningsmodellen er der undersøgt metoder til at gøre modellen mere præcis ved hjælp af reelle vedligeholdelsesdata og løbende tilstandsvurderinger. De dertilhørende problematikker og udfordringer omkring den praktiske anvendelse af disse data vil blive diskuteret på workshoppen.
Workshoppen vil primært bestå af præsentationer af foreløbigt arbejde fra projektet samt fælles diskussioner. Diskussioner kan indgå i det videre forskningsarbejde.
Du kan læse mere om projektet her.
Program
- Præsentation og diskussion af beregningsmodel til vedligeholdelsesstrategier (og renoveringsstrategier).
- Diskussion af tilgængelig vedligeholdelsesdata og tilstandsvurderinger til planlægning af vedligehold.
- Eksempler på klimabelastning fra vedligehold.
Målgruppe
Efter workshoppen har du
- Kendskab til den foreløbige beregningsmodel og dens anvendelighed i praksis
- Bidraget med faglige input, der kan indgå i det videre forskningsarbejde
- Indblik i klimabelastningen ved vedligeholdelsestiltag for bygningers klimaskærm
Tilmelding
Information
29. september 2026
13:00 - 15:00
Aarhus Universitet - Europaplads 8, st. th.
8000
Aarhus C
Gratis
DFM x AlmenNet x Aarhus Universitet

