FM Seminar – Commissioning i FM

9. september 2026

09:30 - 15:30

Om arrangementet

Commissioning i FM – Når bygninger skal fungere i praksis

En bygning er først en succes, når den fungerer i praksis.

Alligevel oplever mange, at udfordringerne først viser sig, når bygningen tages i brug. De tekniske løsninger fungerer måske som planlagt, men overgangen fra byggeri til drift er sjældent enkel. Viden går tabt, samarbejdet udfordres, brugernes behov overses, og driftsorganisationen står med ansvaret for at få det hele til at fungere.

Hvordan skaber vi en bedre overgang fra byggeri til drift?

På dette seminar sætter vi fokus på commissioning – og på de processer, samarbejder og kompetencer, der er afgørende for, at bygninger fungerer i praksis. Gennem forskning, konkrete cases og erfaringer fra praksis får du nye perspektiver på alt fra driftinvolvering og Social Commissioning til forundersøgelser, vidensoverdragelse og FM’s rolle i at skabe sammenhæng mellem projekt, drift og brugere.

Uanset om du arbejder med byggeri, drift eller facility management, får du inspiration til, hvordan en helhedsorienteret tilgang kan styrke samarbejdet og skabe bygninger, der fungerer bedre – fra første dag og gennem hele deres levetid.

Program //

Social Commissioning som tilgang til at forstå og reducere både tekniske og sociale performance gaps
v/ Mia Kruse Rasmussen, Seniorantropolog ved Alexandra Instituttet, PhD Social Commissioning, og Sigrid Charlotte Sturlason, Seniorrådgiver ved Artelia og teknoantropolog

Bygninger performer ikke alene gennem teknik og systemer, men også gennem den måde, de bruges og leves i. I dette oplæg introduceres Social Commissioning som en tilgang til at forstå og reducere både tekniske og sociale performance gaps. Med afsæt i forskning og cases sættes der fokus på FM’s rolle i at skabe sammenhæng mellem bygninger som teknisk infrastruktur og bygninger som levede steder.

Driftinvolvering i praksis – erfaringer fra DTU
v/ Troels Peter Lund Rasmussen, Sirius Energy

Troels gennemgår, hvordan og hvorfor DTU’s driftinvolveringsmodel ser ud, som den gør, og hvordan Danmarks Tekniske Universitet arbejder løbende med modellen for at holde den relevant. Derudover vises konkrete eksempler på, hvordan output fra en driftinvolverende aktivitet kan se ud i praksis.

Troels har en baggrund som maskinmester og arbejder primært med overgangen fra byggeri til drift for større bygherrer og driftsorganisationer. Sideløbende har han et fagligt fokus på automatik, CTS/BMS og idriftsættelse.

Fra potentiale til praksis – forundersøgelser i renovering og transformation
v/ Rasmus Martens Jakobsen, Transition

Renoverings- og transformationsprojekter er ofte præget af kendte barrierer som lovgivning, manglende viden og økonomiske udfordringer. Forundersøgelser og kortlægning af bygningers transformationskapacitet og ombygningspotentiale er centrale, løsningsorienterede værktøjer, der bidrager med nødvendig indsigt tidligt i processen og reducerer risikoen for uforudsete udfordringer senere i projektet.

Når vi renoverer og transformerer, er det vigtigt at tænke projektet helt til ende, så også den efterfølgende drift indtænkes.

Transition præsenterer konkrete eksempler i forskellige skala, hvor forundersøgelsen anvendes som både strategisk og operationelt greb til at fremme succesfulde renoverings- og transformationsprojekter.

Når samarbejde driver driften
v/ Louise Fisker Truelsen, Hørsholm Kommune

Hvordan skaber man en drift, der fungerer – også på tværs af fagligheder og organisatoriske skel? Med afsæt i erfaringer fra kommunal teknisk drift deler Louise sine perspektiver på, hvordan samarbejde, ejerskab og optimerede arbejdsprocesser kan styrke både den daglige drift og den værdi, FM skaber

Fra byg til drift – FM-kompetencer til overtagelse af byggeprojekter
v/ Rikke Soede, DFM, og Susanne Balslev Nielsen, Rambøll

Idriftsætning af en bygning efter eksempelvis en omfattende renovering eller et nybyggeri spiller en afgørende rolle for den fremtidige bæredygtighed i driftsfasen. Det er både en stor og kompleks opgave, men nu er der hjælp at hente i DFMs nye guide til byg til drift.

I oplægget giver forfatterne til guiden et overblik over, hvad der skal ske “bag kulisserne” i fasen før, under og efter, at prominente personer klipper den røde snor, og brugerne flytter ind.

Måske sidder største driftsrisiko ikke i anlægget, men i ting som onboarding, kultur og tavs viden?
v/ Rikke Nyvang, Antropolog & Co-founder, Embarkly ApS

Vi bruger enorme ressourcer på at sikre, at bygninger, systemer og infrastruktur performer som planlagt. Men hvem commission’er egentlig menneskerne, relationerne og den viden, der skal få det hele til at fungere i praksis?

I dette oplæg tager Rikke Commissioning ud af teknikrummet og ind i virkeligheden mellem mennesker, drift, onboarding og organisatorisk adfærd.

Med afsæt i feltarbejde, onboarding research fra den tekniske branche stiller oplægget spørgsmål som

  • Kan vi minimere, at kritisk viden går tabt i overgangsfaser?
  • Hvordan påvirker onboarding driften, sikkerheden og performance langt mere end vi tror?
  • Hvad sker der, når AI, kompleksitet og kritisk infrastruktur møder menneskelig praksis?
  • Og hvorfor er kultur måske den mest oversete faktor i fremtidens Cx?

Et skævt perspektiv på Commissioning.
Mindre fokus på ventiler og spjæld. Mere fokus på mennesker, adfærd og det usynlige system bag systemerne.

Målgruppe //

Seminaret er relevant for dig, der arbejder med facility management, byggeri, ejendomme eller drift og ønsker at skabe en stærkere overgang fra byggeri til drift. Uanset om du er FM-leder, driftschef, bygge- eller projektleder, bygherre, rådgiver eller entreprenør, får du ny viden og konkrete erfaringer med, hvordan commissioning, driftinvolvering og tværfagligt samarbejde kan bidrage til bygninger, der fungerer bedre – for både driften og de mennesker, der skal bruge dem.

På seminaret får du //

  • inspiration til at skabe en stærkere overgang fra byggeri til drift
  • indsigt i, hvordan commissioning og driftinvolvering kan bidrage til bygninger, der fungerer bedre i praksis
  • nye perspektiver på Social Commissioning og samspillet mellem teknik, mennesker og organisation
  • konkrete erfaringer og cases fra både forskning og praksis
  • viden om metoder og værktøjer, der kan styrke samarbejdet mellem projekt, drift og brugere
  • mulighed for at sparre og udveksle erfaringer med andre FM-professionelle

Information


Dato

9. september 2026

Tid

09:30 - 15:30

Adresse

Østerøvej 121
5800 Nyborg

Pris

2.950 DKK ekskl. moms / 4.500 DKK ekskl. moms

Arrangør

DFM